Hvad hjælper healing for?
Nogle spørger om alt kan heales eller om der er ting der ikke er tilgængelige for healing. Jeg er ikke i tvivl om, at enhver misfunktion kan bedres ved hjælp af healing. Det er imidlertid ikke det samme som at alt kan helbredes. Der er også andre faktorer der gør sig gældende. Nogle gange vil man se noget der ligner en "mirakuløs bedring", og den pågældende healer kan blive berømmet for sine evner. Som jeg forstår det, så vil det imidlertid altid, når noget sådant sker, være udtryk for, at det pågældende menneske allerede indefra, i kraft af sin egen indre proces, har nået et niveau hvor det så at sige var modent til en sådan 'pludselig helbredelse'.
Denne faktor - der altså handler om hvor langt den der har en bestemt sygdom eller et problem, indefra er nået i forhold til at bearbejde dette - overses ofte. Men den peger på, at det fra et dybere synspunkt ikke er tilfældigt hverken hvornår man får en sygdom eller en anden misfunktion, fysisk eller psykisk, eller hvornår den kan blive helbredt. Sygdomme og misfunktioner peger, i min forståelse, i reglen tilbage på nogle aspekter af os selv og den måde vi fungerer på - vores holdninger til os selv og omverden, og de ubalancer der måtte være her - som vi ikke fuldt ud har forstået eller vil tage os af.
Og derfor har disse misfunktioner og den lidelse de påfører os, også altid det ved sig, at de kan tvinge os til at revurdere os selv og det liv vi lever og de kan nøde os til at arbejde os igennem nogle indre problemstillinger vi går rundt med. Derfor er sygdom og lidelse ikke nødvendigvis kun af det onde, men kan også være en vigtig indikator for os om hvor vi er i vores liv: er vi på rette spor, lever vi vores liv som vi dybest set vil det, og de kan være nødvendige gennemgangsporte til en mere integreret måde at leve på.
Og hvor misfunktionerne har denne funktion, er det efter min opfattelse ikke et trin der kan eller skal springes over - som hvis man f.eks. forestiller sig at man havde en pille der med ét slag kunne fjerne alle symptomer - dette ville netop være symptom-behandling og ikke tjene mennesket i det lange løb.
I denne sammenhæng kan da netop healing være det middel der løsner og bringer en fastfrossen proces igang og lader den forløbe så optimalt som muligt. Og det kan healingen netop fordi den altid sker udfra et mere integreret synspunkt på den vi er. Mennesket er en psykofysisk helhed, og disse to sider må altid forstås og behandles sammen.
Så hvis man på baggrund af det her skrevne, skal sige noget generelt om hvad der er tilgængeligt og ikke tilgængeligt for healing, kan man som hovedregel sige, at jo længere en problemstilling, fysisk eller psykisk, har fået lov at ligge ubearbejdet hen, jo længere tid vil det tage at få en helbredelse i stand.
Men sluttelig må vi også acceptere, at det ikke nødvendigvis er alle sygdomme der kan eller skal helbredes. Der er noget sådant som skæbne eller højere bestemmelse, som er hinsides hvad vi måske umiddelbart kan forstå, og som kan involverer et mere omfattende syn på hvad et menneske er. F.eks. et perspektiv i retning af flere liv end det vi kender til, og en karmisk bestemt lidelse som har sin funktion i dette højere perspektiv og derfor skal have lov at forløbe.
Men hvad man da kan, og altid kan - udover naturligvis at bringe lindring og lettelse, som healing altid vil gøre - er at etablere et andet forhold til denne skæbne. I sidste ende er den lidelse vi oplever jo altid relativ til den måde vi selv anskuer den på. Er den eller kan den blive meningsfuld for os. Mange mennesker der har lidt af uhelbredelige eller lidelsesfulde sygdomme vil jo kunne skrive under på, at i et større perspektiv var det netop denne sygdom der bragte dem de største og dybeste indsigter, bragte dem videre et sted hen hvor kun en sådan lidelse kunne have gjort det.
Og i denne sammenhæng vil da healing, i kombination med samtale-terapi, kunne være et vigtigt element i forhold til at befordre en sådan udvikling.
